onsdag den 21. januar 2009

P.D. James: Death in Holy Orders



Dansk titel: Gejstlig død
Udgave: Original engelsk
Udg. år: 2001
Sideantal: 387
Læst: Juli 2008
Karakter: 3/5


Bogens hovedperson er ikke overraskende kriminalinspektør Dalgliesh. Han tager på ferie på et præsteseminarium på Suffolks kyst, hvor han også var på ferie som barn. Det er nu ikke udelukket ferie, for han er blevet opfordret til diskret at undersøge en drengs mystiske død. Han var studerende på stedet.

Kort efter Dalgliesh ankommer bliver en besøgende provst brutalt myrdet foran kirkens alter en stormfuld nat. De fleste studerende er på weekend og et stort træ er væltet i stormen, så vejen til og fra er spærret. Det reducerer antallet af mistænkte til de tilstedeværende. De øvrige gæster er en forsker, en gæstelærer og en lokal politiinspektør, som er på randen af et psykisk nervesammenbrud. Og så er der selvfølgelig personalet på stedet.

Den myrdede provst var hadet af flere på stedet og desuden igang med at få præsteseminariet lukket, så der er motiver nok. Beskrivelsen af personerne på stedet, deres hemmeligheder og historie er meget fin og man får sympati med dem og deres kamp for at bevare stedet som det er, den gamle bygning, de gamle traditioner som slet ikke er tidsvarende. Den mest usympatiske er faktisk provsten, han er ikke elskelig.

Dalgliesh opklarer selvfølgelig det hele - og ikke uden dramatik. En spirende kærlighed er der også plads til.

Romanen er ikke den bedste af P.D. James, jeg har læst. Spændende er den, men jeg kunne bedre lide The Murder Room (dansk: Mordsalen) og The Lighthouse (dansk: Fyret).

1 kommentarer:

  1. Jeg var også noget skuffet over denne her, da jeg læste den for et halvt års tid siden, og den har efterladt et noget vagt indtryk.

    Måske fordi jeg er blevet træt af formlen med et meget isoleret sted og/eller en meget speciel atmosfære - selv om den også var i brug i den allerførste bog, jeg læste af P.D. James: The Skull beneath the Skin, hvor detektiven var Cordelia Gray. Den var jeg ret begejstret for, men da havde jeg jo heller ikke læst andre, der var bygget over samme formel. Måske skulle jeg læse den igen for at finde id af, om den faktisk er bedre ...

    SvarSlet