fredag den 11. februar 2011

Lise Bidstrup - Afkørsel 12 mod Caribien

Udgivet år: 2009
Sideantal: 223
Læst: Januar 2011
Karakter: 4/5







Julie er en kvinde i trediverne med godt job, mand og to børn, men hun er i den grad kørt fast i hverdagen. Så meget, at hun føler, hun ingen kærlighed har tilbage til hverken mand eller børn.

En dag på vej til arbejdet, er hun så træt af det hele, at hun kortvarigt overvejer at smadre bilen ind i autoværnet på motorvejen. I stedet kører hun hjem igen, pakker en kuffert, skriver en besked til manden og kører til lufthavnen. Her vælger hun et fly til Caribien og drager afsted.

I Caribien møder hun den lidt mystiske Owen og hans hund Boog. Han tilbyder sig som turistguide, men man finder snart ud af, at han er en slags skytsånd. Julie oplever og udsættes for lidt af hvert i sit nye liv, fra engangs-eventyr til voldeligt overfald. Owen er dog hele tiden i nærheden, hjælper og leder hende. På en lidt kringlet måde får han hende til at træffe det rigtige valg for hende og til at stå ved valget.

Man følger hendes vej gennem det caribiske eventyr, afbrudt af kapitler, som starter ens - nemlig med, at hun kører på motorvejen på vej hjem fra arbejde, men kapitlerne har forskellige slutninger, som en række tankeeksperimenter: hvad nu, hvis der skete det og det ... hvad nu hvis ... man tager afkørsel 12 mod Caribien? Hvad er drøm og hvad er virkelighed?

Jeg vil ikke afsløre slutningen, men blot anbefale bogen til andre læsere. Forfatteren har en konsekvent skrivestil, som jeg synes godt om og sammen med det psykologiske plot bliver bogen både underholdende og vedkommende.

0 kommentarer:

Send en kommentar